Hvad er Internet of Things?

På dansk er det Tingenes Internet, men normalt bruges det engelsk udtryk også blandt danskere. Internet of Things, forkortet IoT, drejer sig om den udvikling, hvor internettet bruges til at få hverdagens ting til at kommunikere med dine elektroniske enheder. De mekaniske eller elektroniske apparater, vi omgiver os med til daglig, som via dit hurtige bredbånd kan kobles til din iPhone, PC og så videre.

Vi har allerede hørt om ‘selvkørende biler’, altså biler, der har indbyggede sensorer, så bilen kan navigere i trafikken uden førerens hjælp. Dette koncept er stadig ikke færdigudviklet, og på samme måde er det generelt med Internet of Things. Der er masser af ideer og mange projekter i startfasen, men der er tale om noget nyt, der endnu er under udvikling. Det næste trin i brugen af internettet.

Hvad er Internet of Things?

Den grundlæggende ide med Internet of Things er at lade ‘tingene’ kommunikere med hinanden uden menneskers nødvendige indblanding. Det er selvfølgelig stadig mennesker, der bestemmer hvilke ting, der skal kommunikere med hinanden, og hvad tingene skal sige. Men ideen er, at vi mennesker kan spare tid og besvær ved at lade tingene klare sagerne. På en vis måde er der tale om at programmere robotter.

Sensorer sender signaler

Princippet handler om små sensorer, der indbygges i alverdens elektroniske og mekaniske apparater. Sensorerne sender signaler med information til din elektroniske enhed, for eksempel dit smartwatch eller din smartphone, og så kan du med denne information tage stilling til, hvad der skal ske.

Derhjemme

Eksempler kan være, at du får besked hjemmefra om, at temperaturen i dit hjem er 15 grader. Du vil gerne have hævet temperaturen, inden du kommer hjem, så via din enhed hæver du temperaturen til 21 grader. Fra dit køleskab får du besked om, at der ikke er mere mælk hjemme. Du køber mælk på vejen hjem. Du har sat en ret i ovnen om morgen, inden du tog hjemmefra. På vej hjem fra arbejde tænder du via din smartphone for ovnen hjemme, så maden er klar, når du træder indenfor. Du kommer hjem til 21 grader, du har husket mælk, og der dufter af mad. Smart.

I det offentlige rum

Papirkurve og skraldespande på offentlige steder kan sende et signal, når de er fyldte og skal tømmes. I supermarkederne sendes der besked til en central computer, når der mangler varer på bestemte hylder. Kunderne kan få sendt beskeder, mens de går rundt i supermarkedet, om tilbud på lige præcis de varer, der er i det område af supermarkedet, hvor kunden befinder sig netop nu. Kaffe? Te? Tilbud lige foran dig.

Lyder IoT lidt uhyggeligt? Udviklingen er gået fra kommunikation mellem mennesker, til kommunikation mellem mennesker og ting, og nu er vi nået til kommunikation mellem tingene. Dog stadig med mennesker bag. Der er endnu et stykke vej, før din bil kommer og henter dig, uden du har bedt den om det.